Blodprop? Nej tak!
NYHEDSBREV
Tilmeld dig her!

Generalforsamlingen


Se referat fra Generaldorsamlingen


BLODPROP- OG AK-PATIENTFORENINGEN

Referat af den ordinære generalforsamling på Skejby Sygehus

tirsdag den 12. april 2011

 Til stede var i alt 39 personer, heraf 34 stemmeberettigede. Blandt gæsterne befandt sig Janni Tøttrup fra Roche Diagnostics A/S, en repræsentant fra Boehringer-Ingelheim Danmark A/S samt oplægsholderen, centerleder Marianne Maegaard, Skejby.

                                      Dagsorden iflg. vedtægterne:

  1. Valg af dirigent
  2. Formandens beretning
  3. Godkendelse af regnskab for 2010 og budget for 2011
  4. Fastsættelse af kontingent for 2012
  5. Forslag fra bestyrelsen
  6. Indkomne forslag
  7. Valg af 3 bestyrelsesmedlemmer for 2 år
  8. Valg af suppleanter
  9. Valg af revisorsuppleant for 2 år
  10.  Eventuelt 

Ad 1.     Da der ikke var andre forslag til dirigent, blev formanden Preben Mandrup valgt.  Han konstaterede at generalforsamlingen var lovligt indkaldt.

 Ad 2.     Formanden holdt den mundtlige beretning som supplement til den udsendte skriftlige. Han konstaterede, at foreningen i løbet af året 2010 havde passeret 500 medlemmer, men at der også i løbet af året havde været nogen, der faldt fra. Nogle var afgået ved døden, andre var kommet på plejehjem og nogle var gået ud af behandling. Nogen få meldte, at de ville udmeldes, idet de af økonomiske årsager måtte skære ned på antallet af foreninger, som de var medlemmer af. De fleste nye medlemmer er i aldersgruppen 50+ og 60+, selvom vi også får yngre medlemmer ind imellem.

Formanden opfordrede til, at alle nuværende medlemmer gør en indsats for at reklamere for foreningen rundt om i landet.

             Vi er da også parate til at stille op med indlæg/foredrag forskellige steder, hvis man ønsker det.

               Den 15. marts afholdt vi et godt besøgt møde på Regionshospitalet Viborg; der deltog omkring 80 personer (AK-patienter og pårørende). Det er dog et anseligt stort arbejde at arrangere et sådant møde med oplægsholdere. Som regel tager det ca. ½ år at få et arrangement op at stå med aftaler om oplægsholdere, lokale, udsendelse af indbydelser, annoncering og notering af tilmeldinger.

               I 2010 deltog repræsentanter for bestyrelsen i indvielsen af AK-skolen på Rigshospitalet.

               Vi har nu også fået en ny redaktør af medlemsbladet, idet Hanne Vangsgaard har påtaget sig denne opgave. Derfor håber vi på at udsende mindst 3 numre i år, idet det første (nr. 15) blev udsendt i februar 2011. Målet er stadig at det kan udkomme med 4 numre om året.

               Den nye hjemmeside kom op "at stå" i 2010, og selvom vi stadig har enkelte problemer med siden, så skulle efter sigende tilmelding til Nyhedsbrevet samt bloggen fungere nu. Men firmaet, som vi har hyret arbejder stadig på at få en regulær indmeldingskupon (med spørgsmål, der skal besvares) til at fungere.

               I efteråret deltog formanden og et bestyrelsesmedlem i ISMAAPs årlige læge/patientkonference, der foregik i Zürich i Schweiz. Denne gang deltog der også en læge fra USA og et par læger fra Brasilien. Det var særdeles interessant at høre, hvordan man griber AK-behandlingen an på andre kontinenter.  Men vi kan alligevel være lidt stolte over, at vi er så godt med trods for vores lidenhed.

               Vores forening har også været repræsenteret i Sundhedsstyrelsens arbejdsgruppe om selvstyret behandling for kronisk syge, hvortil den selvstyrede AK-behandling er benyttet som "rollemodel" for evt. andre kroniske sygdomme, hvor der kan være mulighed for egen- eller hjemmebehandling.

               Vedrørende fremtiden, så pointerede formanden, at vi ønsker, at Blodprop- og AK-Patientforeningen fortsat skal bestå. Vi tror stadig, at der er brug for os i mange år fremover og vi ønsker naturligvis, at foreningen kan vokse sig større. Derfor er der også brug for, at så mange af medlemmerne som muligt aktivt bidrager til at gøre foreningen kendt blandt læger og patienter i AK-behandling.

               Sidste år blev vi bedt om atter at tage kontakt til Hjerteforeningen (HF). Gennem årene har vi 2 gange haft kontakt med direktøren for Hjerteforeningen.  Vi har i bestyrelsen tænkt meget over, hvad vi kan tilbyde at samarbejde med HF om og hvad vi konkret ønsker, at de kan tilbyde os. Endnu har vi ikke fået lagt en konkret plan, men arbejder videre med sagen.

               Afslutningsvis påpegede formanden, at vi i bestyrelsen (og de aktive suppleanter) arbejder ulønnet. Mange af os har været aktive enten siden starten, eller i en hel del år. Nogle har også meldt ud, at de gerne vil lave andre ting i livet.

               Kassereren har gjort et stort arbejde for at få foreningen til at køre rundt, og det kan kun klares takket være et (foreløbigt) årligt tilskud fra tips- og lottomidlerne for humanitære sundhedsorganisationer.

               Efter beretningen var der enkelte spørgsmål. Blandt andet om hvordan medlemmerne fordeler sig mellem landsdelene.  Nini Leroul, der sidder med medlemsservice svarede at der er ca. 1/3 på Fyn og i Jylland og 2/3 i Hovedstadsområdet og på Sjælland.

              Vi er glade for, at AK-centrene gerne henviser til vores patientforening. Vi har dog også en opfattelse af, at nogle (få?) læger er noget betænkelige over, hvis patienterne har mere viden om AK-behandlingen end dem, og derfor ikke er tilbøjelige til at henvise dem til at søge om selvstyret behandling.

                      Formandens beretning blev herefter godkendt ved akklamation.

Ad 3.             Vores kasserer, Marianne Johannesen, gennemgik regnskabet for 2010.

Pr. 31. december 2010 havde vi 475 medlemmer. Vi havde jo håbet på, at vi havde fået langt flere - og ikke mistet så mange - så vi kunne være kommet over 500, som nærmest er et magisk tal.  Vi er heldige, at vi nu gennem 6 år, hvert år har fået et driftstilskud fra tips- og lottomidlerne på ca. 35.000 kr.  Desuden har vi søgt og modtaget tilskud fra aktivitetspuljen (2009) til brug i 2010 på kr. 12.000, der var øremærket til trykning af informationsfoldere.

I budgettet tager vi ikke disse tilskud med, for tænk hvis vi ikke får midlerne tildelt.

Vi er desuden meget taknemmelige for, at både Skejby Sygehus og andre sygehuse gratis låner os brug af auditorier eller andre lokaler, når vi får arrangeret møder. Sidste års brug af auditorium på Rigshospitalet var en dyr fornøjelse (kr. 8.900), så vi er i gang med at lede efter billigere alternativer i Hovedstadsområdet.

Med hensyn til stigende udgifter, så påpegede Marianne, at portoen jo nu er steget voldsomt og at vi nok også kommer til at bruge flere penge på annoncering i lokale aviser ved arrangementer, hvortil vi ønsker at nye AK-patienter kan deltage i, som f.eks. det, der i marts blev afholdt i Viborg.

Årets overskud endte på ca. kr. 30.000 og vi havde pr. 31. december 2010 et bankindestående på kr. 222.920,83.

Så viste Marianne en overheadplanche med foreningens budget for 2011, hvor der bl.a. er sat kr. 6.000 af til en bærbar pc, som vi bl.a. kan bruge til udstillinger, hvor vi kan vise en lille video om selvtestning og selvstyret behandling, som vi har modtaget fra Roche Danmark A/S.

Der var enkelte medlemmer, der mente, at man godt kan bede om, at modtage blad- og andre udsendelser digitalt. Men da mange af vore ældre medlemmer ikke har adgang til internettet, så vil dette dog ikke give nogen specielt stor besparelse.

Herefter blev regnskab og budget vedtaget med akklamation.

Ad 4.     Kassereren foreslog, at kontingentet for 2012 fortsat skulle være 120 kr. for enkeltmedlemmer og 200 kr. for familiemedlemmer, hvilket blev vedtaget med akklamation.

Ad 5.     Bestyrelsen havde uddelt to forslag til vedtægtsændringer, der blev enstemmigt vedtaget. Herefter hedder lyder § 5 stk. 5 som følger:

              "Indkomne forslag skal være bestyrelsen i hænde senest 2 uger før generalforsamlingens afholdelse."    

               Og § 6 stk. 1 blev opdelt i en ny § 6 stk.1, 2 og 3:

              § 6 stk. 1:"Bestyrelsen består af 7 medlemmer, der vælges for 2 år ad gangen. De vælges på skift hhv. 3 og 4 medlemmer hvert andet år. Bestyrelsen konstituerer sig med formand, næstformand, sekretær og kasserer på det førstkommende bestyrelsesmøde efter generalforsamlingen"

              § 6 stk. 2:"Der vælges mindst 2 suppleanter for 1 år. Suppleanterne har møderet til bestyrelsesmøderne, men kan ikke deltage i afstemninger."

              § 6 stk. 3:"På generalforsamlingen vælges 1 revisor og 1 revisorsuppleant. Begge vælges for 2 år ad gangen forskudt på hhv. lige og ulige år."

Ad 6.     Der var ikke indkommet nogen forslag fra andre medlemmer.                 

Ad 7.     Bestyrelsen foreslog genvalg af Mogens Gundersen (Snekkersten) og nyvalg af Lotte Tidemand (Kgs. Lyngby), der sidste år blev valgt som suppleant. Desuden tilbød Jette Harly (Holstebro) at stille op til bestyrelsen.         

              Alle tre blev valgt for de næste 2 år.

 Ad 8.     Følgende stillede op og blev hhv. genvalgt og nyvalgt som suppleanter:

              Hanne Vangsgaard (Ballerup), Flemming Skov (Ballerup), Maria Beck Sørensen (Thisted) og Birgit Schäffer (Harlev J)

 Ad 9.     Flemming Skov, der sidste år blev valgt som revisorsuppleant for 1 år, stillede op og blev genvalgt for den næste 2-årige periode.

 Ad 10.   Under dette punkt var ordet frit og Flemming Skov gjorde opmærksom på at der var en læge fra Skejby Sygehus, der lige har fået godkendt en doktorafhandling om selvstyret AK-behandling. Denne afhandling beviser, at den bedste og mest sikre AK-behandling er selvstyret behandling. Den bedste og mest afprøvede AK-medicin er stadig warfarin og kumarin (som i Danmark forhandles som Marevan og Marcoumar).

 Herefter afsluttedes den 9. ordinære generalforsamling (10. inkl. den stiftende) og der var pause med servering af kaffe/te og kage.

 Efter pausen fortalte centerleder Marianne Maegaard fra AK-Centret på Skejby Sygehus om Centrets arbejde, om AK-behandling og om den nye medicin, der er på vej og som for visse sygdommes vedkommende vil kunne erstatte den traditionelle AK-behandling med Marevan eller Marcoumar.

                                                                     Referent: Nini Leroul

www.akpatient.dk Medlemsservice tlf. 7020 8603 e-mail:medlemsservice@akpatient.dk
Sponseret af Strategy A/S og Up-Site Aps